Boligejere over 60 år bliver fanget i gældsfælde | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Boligejere over 60 år bliver fanget i gældsfælde

Nærmer man sig 60 år kan det være sidste chance for at optage de billige flekslån. Danske BOLIGadvokater forventer, at de oversete regler vil lægge et stort økonomisk pres på mange seniorer og tvinge nogle til at sælge boligen.

Er man over 60 år og har belånt boligen med mere end 60 procent, vil banken kunne sige ”nej!” til et nyt lavt forrentet og afdragsfrit realkreditlån.

Bekendtgørelsen om “god skik for finansielle virksomheder” rammer boligejere over 60 år, der ikke har sparet tilstrækkeligt op i boligen. Bekendtgørelsen fastslår, at et realkreditinstitut som udgangspunkt kun må give flekslån og afdragsfrie lån til boligejere, der kan betale et 30-årigt lån med afdrag.

Hvis realkreditinstituttet vurderer, at låneansøgeren ikke har en tilstrækkelig indkomst til at betale renter og afdrag på et 30-årigt fast forrentet lån, så er kassen også lukket for de billige flekslån. Dermed kan boligejere blive nødt til at finde en langt dyrere alternativ finansiering uden om realkreditinstitutterne eller at sælge boligen.

Udregningen baseres på den måde et realkreditinstitut kreditvurderer og betyder, at kunder over 60 år alene på grund af alderen får en betydelig dårligere kreditvurdering. Som tommelfingerregel må personer under 60 år have en gæld, der er tre en halv gange større end deres årsindtægt, mens personer over 60 år højst må have en gældsfaktor på to.

Aldersgrænsen kan virke meget vilkårlig for personer, som har udsigt til at arbejde mange år, efter de er fyldt 60 år. Som kreditvurderingen sker i dag, vil en del boligejere over 60 år være begrænsede i at optage nye lån i en nuværende bolig og i forbindelse med køb af en anden bolig.

Boligadvokat Jacob Jansson Christensen, bestyrelsesmedlem i Danske BOLIGadvokater, anbefaler, at man i god tid inden de 60 år lægger en plan for sine boligforhold, herunder belåning:

”Man bør i god tid overveje, hvorvidt det kan være fordelagtigt at omlægge sine lån til nye lån med mulighed for en kortere eller længere afdragsfri periode. Boligadvokaten kan hjælpe med disse overvejelser på baggrund af beregninger for de forskellige lånetyper. Boligadvokaten kan ligeledes hjælpe i en eventuel forhandlingssituation med et eksisterende eller nyt finansieringsselskab.”

Billigere at låne for ’velpolstrede’ boligejere

Mens en stor gruppe ældre boligejere har vanskeligt ved at få et lån med lav ydelse, har boligejere med en stor opsparing nu mulighed for at optage afdragsfrie realkreditlån.

I vejledningen til bekendtgørelsen fremgår det, at et realkreditinstitut har mulighed for at fravige bestemmelsen om at kreditgodkende alle kunder på baggrund af et 30-årigt fast forrentet lån med afdrag, hvis der er tale om et lån ydet til nedsparingsformål og med udgangspunkt i en belåningsgrænse på 60 procent.

Denne fravigelse forudsætter dog, at penge- eller realkreditinstituttet vurderer, at ejendommens værdi ved den afdragsfrie periodes udløb vil være tilstrækkelig til, at salgsprovenuet vil kunne indfri lånet fuldt ud.


TILBAGE