Spørgsmål
Vi står og skal sælge vores andel, vi købte den i 2007, men havde boet i lejligheden siden 1981, da var det en lejelejlighed. omkring 1983 fik vi lagt stiftmosaik på gulvet i badeværelset ( på vedligeholdskonto ) og lidt senere fik vi sat fliser op. Nu ved vvs synet står der at rummet skal vådrum sikres, er det vores problem? da det jo først blev aktuelt i 1995 med vådrums sikring
Svar
En sælger af en andelsbolig kan som udgangspunkt ikke af foreningen kræves at vådrumssikre et badeværelse, der blev etableret, før de gældende regler om vådrumssikring trådte i kraft.
En Køber vil ikke kunne påberåbe sig mangler, der skyldes manglende overholdelse af nutidige krav, når badeværelset ikke er opført efter nutidige krav.
Badeværelsets alder og etableringstidspunkt er således relevante faktorer, der kan fritage sælgeren for ansvar, hvis manglerne skyldes forhold fra før sælgerens ejertid
Sælgeren kan ligeledes ikke pålægges ansvar, når manglerne ikke skyldes sælgerens egne handlinger eller undladelser, eksempelvis ved at udføre renoveringer, der ikke er håndværksmæssigt korrekte.
Forholdet kan dermed ikke lægges jer til last som sælgere. Men sørg for at forholdet er oplyst ved salget, så køber er opmærksom herpå.
Med venlig hilsen
Cecilia Nakskov Veistrup
Advokat (L)
Hjemmeside