Uenighed om skel | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Uenighed om skel

07.11.2019 10:01:58

 

Spørgsmål:

Hej Jeg håber, I kan hjælpe med at få klarhed over en sag, som min mor er havnet i. Hendes nabo er ved at lave en større ombygning på sin grund og har i den forbindelse fundet ud af, at skel er sat ca. en meter for langt inde på deres grund. Det kendte min mor ikke noget til, og de har bedt hende få foretaget en skelforretning. Hvad vil det sige, og kan de forlange det? Skel har været samme sted i omkring 25 år, og det kan tidligere ejer bekræfte. Der står et hegn i dag, som for nogle år siden erstattede et ældre hegn og inden da var der hæk. Men alt sammen i samme skel. Min mor er meget ked af situationen, da hun ikke var bekendt med, at der var en udfordring herom, og da det har store konsekvenser for hendes grund (hun vil pludselig ikke kunne gå rundt om sit hus, og flere stier og en terrasse skal nedlægges. Jeg håber meget, I kan give et råd til, hvad hun skal gøre, og om hun overhovedet er forpligtet til at gøre noget? Som jeg kan læse mig frem til, virker det helt sikkert til, at hun har vundet hævd på arealet – er det korrekt?

Svar:

Kære Spørger

En skelforretning vil sige, at man hyrer en landinspektør til at afklare, hvor skellet retmæssigt skal være.

Naboen kan ikke kræve, at din mor får foretaget en skelforretning, men hvis naboen er i besiddelse af dokumentation fra en landinspektør, der viser, at skellet er placeret forkert, er det en god idé, at din mor bliver bistået af en landinspektør, der kan be- eller afkræfte dette.

Hvis det bekræftes, vil min anbefaling være at gå i dialog med naboen for at finde en mindelig løsning, så den nuværende tilstand kan blive opretholdt. Kan der ikke opnås enighed herom, bør din mor kontakte en advokat, der kan bistå med vurdering af, om din mor har vundet hævd. I givet fald skal advokaten hjælpe med at udtage stævning mod naboen, idet hævd ved uenighed mellem ejerne skal fastslås med dom. På baggrund af det, du oplyser, virker det meget sandsynligt, at din mor har vundet hævd.

Med venlig hilsen / best regards

Henrik Palmkvist
Dansk BOLIGadvokat, København


TILBAGE

Spørg BOLIG-brevkassen

Søg i brevkassen

Køb bolig
Sælg bolig
Andelsbolig
Sommerhus
Nybyggeri/ombygning
Leje
Erhverv
Tvangsauktion
Ejerforhold
Dokumenter
Fejl og mangler
Økonomi
Diverse