Spørgsmål:
Vi er 2 voksne uden børn, som lige har købt en lejlighed på 102 kvm. Der skal snart laves nye faldstammer i ejendommen og betalingen for disse afhænger af fordelingstallene. Kan det være rigtigt at vi skal betale 70.000 til det projekt og vores underbo med 70 kvm. kun skal betale 43.000? Jeg er helt med på, at hvis vi snakker tagprojekter eller facadeprojekter, så er det rimeligt, at vi skal betale efter kvm, men her snakker vi en faldstamme. Vi har kun et toilet som alle de andre beboere og mener ikke, vi skal betale mere til sådan et samlet projekt. Vi belaster ikke faldstammerne mere end de andre beboere, fordi vi har 2 små værelser mere.
Svar:
Kære spørger
Udskiftning af faldstammer i en ejerlejlighedsejendom henhører under vedligeholdelse af ejendommens fælles bestanddele. Reglerne for medlemmernes betaling hertil er reguleret i foreningens vedtægter, og reglerne heri er jeg ikke bekendt med.
Ikke desto mindre er det sædvanligvis sådan, at omkostninger til vedligeholdelse deles forholdsmæssigt mellem foreningens medlemmer efter fordelingstal, og uagtet mit ukendskab til foreningens vedtægter, tvivler jeg på, at det forholder sig anderledes i jeres situation.
Man kan konkret diskutere rimeligheden ved denne fordeling, men det ændrer desværre ikke ved, at reglerne er sådan, og uanset rimelighed eller ej er der desværre ingen udvej.
Med venlig hilsen / Best regards
Henrik Palmkvist
Danske Boligadvokater, København