Sommerhus ejet i fællesskab | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Sommerhus ejet i fællesskab

17.11.2020 09:26:30

 

Spørgsmål:

Hej Danske BOLIGadvokater

Vi er 3 søskende, der ejer et sommerhus i fællesskab. Nu vil min søster gerne ud af det, så hun slipper for at betale de månedlige ydelser.

Hun vil ikke købes ud og forventer heller ikke at få nogen penge ud af sommerhuset, før det en gang om mange år skal sælges.

Hvordan kan man gøre det?

Hvis hun stadig står som medejer, har hun jo den fulde ret til sin tredjedel, når huset engang om mange år skal sælges?

Vi er ikke interesseret i, at vi går og betaler til det de næste 20 år, og hun så får en del af hele beløbet, når vi engang sælger, da hun jo derfor ikke har afdraget på huset i mange år.

Svar:

Kære Spørger

Det er fuldstændig korrekt, at når man står som tinglyst (med)ejer af en ejendom, så har man også krav på at få andel af det provenu, som der måtte være ved et salg, svarende til ens ejerandel.

En mulighed kunne være, at I udarbejder en samejeoverenskomst, der kan beskrives som en aftale om, hvordan i sammen ejer ejendommen.

Her kan der blandt andet tages stilling til, hvordan de løbende udgifter på ejendommen deles.

I vil ydermere i en samejeoverenskomst kunne aftale, at jeres søster ikke betaler løbende udgifter på ejendommen. Det vil følgelig i min optik være rimeligt/nødvendigt, at der indsættes en bestemmelse, hvori det fremgår, at når ejendommen sælges, så skal den del af udgifterne, som jeres søster ikke har betalt gennem årene, fradrages i hendes provenu fra salget.

En samejeoverenskomst kan tinglyses på ejendommen, sådan at en tredjemand også kan se, at der er en samejeoverenskomst på ejendommen.

Hvis ikke i kan få jeres søster med på ovenstående, så er der ikke umiddelbart andre muligheder end at købe jeres søster ud nu, sådan at hun får en sum penge – og dermed ikke senere kan gøre krav på en andel af provenuet fra salget af hele ejendommen.

Under alle omstændigheder vil jeg anbefale jer at kontakte en BOLIGadvokat, der vil kunne være yderligere behjælpelig med ovenstående.

Med venlig hilsen

Rasmus Lindsten
Dansk BOLIGadvokat, Nykøbing Falster


TILBAGE

Spørg BOLIG-brevkassen

Søg i brevkassen

Køb bolig
Sælg bolig
Andelsbolig
Sommerhus
Nybyggeri/ombygning
Leje
Erhverv
Tvangsauktion
Ejerforhold
Dokumenter
Fejl og mangler
Økonomi
Diverse