Skimmelsvamp

15.06.2018 08:27:44

 

Spørgsmål:

Vi har netop overtaget vores nye ejerlejlighed her pr. 1/6-2018. I den forbindelse er vi begyndt at renovere lejligheden. Ved nedtagning af noget tapet på nogle vægge, har vi opdaget at der er isoleret ydervægge med gips og rock-wool.  Bag rock-woolen kan vi nu konstatere en form for svamp, med stor sandsynlighed skimmelsvamp. Dette drejer sig om 1 værelse plus 1 væg i en gang.

Da det er en lejlighed er der naturligvis ikke lavet rapporter og ejerskifte på denne og lejligheden er købt som et dødsbo og der er derfor skrevet en masse ind i købsaftalen angående fraskrivelser af ansvar for fejl og mangler (Standard fraser). Den afdøde har boet i lejligheden i ca. 30 år og det må antages at gipsen og isoleringen er sat op mens han har haft lejligheden. Vi har dispositionsret over lejligheden nu men først overtagelse pr. 1/8-2018.

Er det ejerforeningens forsikring som dækker dette eller kan man komme tilbage til arvingerne med et krav om erstatning for udbedringer af fejl og mangler?

På forhånd tak.

Svar:

Kære spørger

Først og fremmest må I finde ud af, om isoleringen er foretaget korrekt efter datidens byggestandarder. I kan søge rådgivning hos en arkitekt, en bygningsingeniør eller lignende.

Er isoleringen foretaget korrekt, kan ejendommens forsikring meget vel dække skaden. Det kræver naturligvis, at der er tegnet relevant dækning. Dette må I i så fald undersøge.

Er isoleringen ikke foretaget korrekt, er det sandsynligt, at I kan rette et krav om kompensation mod dødsboet, selv om der er ansvarsfraskrivelser. Ansvarsfraskrivelser gælder som udgangspunkt kun, hvor de vedrører konkrete forhold, men ikke generelle forhold som eksempelvis “mangler af enhver art”, “mangler ved bygningen” eller lignende. Det er vigtigt, at I retter krav mod boet hurtigst muligt. For, når først behandlingen af boet er afsluttet, kan det som altovervejende hovedregel ikke genoptages, og så vil jeres krav være tabt.

Med venlig hilsen / Best regards

Henrik Palmkvist

Danske Boligadvokater, København


TILBAGE

Spørg BOLIG-brevkassen

(SPAM tjek) 10 + 5 =

Søg i brevkassen

Køb bolig
Sælg bolig
Andelsbolig
Sommerhus
Nybyggeri/ombygning
Leje
Erhverv
Tvangsauktion
Ejerforhold
Dokumenter
Fejl og mangler
Økonomi
Diverse