Skæv fordeling i andel af lejlighed | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Skæv fordeling i andel af lejlighed

07.08.2014 09:20:19

 

Spørgsmål:

Hej,

Min nu ekskæreste og jeg har en lejlighed sammen. Jeg ønsker at blive og dermed købe hende ud. "Uheldigvis" er lejligheden steget meget i værdi, siden vi købte den. Vi har boet i lejligheden lige over 2 år, og i den periode har hun været studerende, mens jeg har været færdiguddanet. Det har gjort at vi har haft en stor skævvridning i forhold til vores omkostningsdækning (80 / 20).
Vi har ikke indskrevet noget særligt, da vi købte lejligheden, så jeg ved, at hun faktisk står som 50% ejer af lejligheden, hvilket også er hendes argument for, hvor meget hun skal have. Jeg synes kun det er fair, at hun får den del af kagen, hun har været med til at betale for.

Mine spørgsmål er:
– Har jeg en sag hvis det skulle komme til retssag og jeg let kan bevise at jeg har båret op mod 80% af alle vores faste omkostninger?

– Hvis ovenstående er nej, har jeg så en sag i at kræve kompensation for manglende fællesdeling af de faste omkostninger? Dvs. en kompensation på ca. 30% af alle afholdte faste omkostninger siden vi flyttede ind.

Svar:

Kære spørger,

Det er en ubehagelig og uheldig situation du er havnet i, og som mange havner i hvert år. Det korte svar på dine spørgsmål er nej, og næppe. Den lidt længere version er, at I står som ejere med halvdelen hver, og at det er ud fra den registrering værdien skal deles. For så vidt angår kompensationen, er praksis, at der skal utrolig meget til for at komme igennem med et kompensationskrav mellem ugifte samlevende, idet skævdelingen dels må have stået jer/dig klart fra starten og dels at den ekskæreste kan have kompenseret for sin manglende økonomiske deltagelse, ved en større indsats i hjemmet og deslige.

Jeg må desværre konstatere, at den eneste måde du kunne have undgået den nuværende situation ville have været at søge kvalificeret rådgivning i forbindelse med jeres køb af lejligheden, idet der burde have været oprettet en samejeaftale til regulering af den skæve udgiftsfordeling.

Med venlig hilsen,
Jesper Andersen
Dansk BOLIGadvokat, Hadsund


TILBAGE

Spørg BOLIG-brevkassen

Søg i brevkassen

Køb bolig
Sælg bolig
Andelsbolig
Sommerhus
Nybyggeri/ombygning
Leje
Erhverv
Tvangsauktion
Ejerforhold
Dokumenter
Fejl og mangler
Økonomi
Diverse