Spørgsmål:
Hej Boligejer
Først og fremmest, tak for denne fornemme mulighed for at stille spørgsmål.
Vi er en ejerforening i Århus, bestående af 4 ejerlejligheder som er ved at sælge loftrummet til en investor, der ønsker at bygge 3 taglejligheder. I forbindelse med dette vil han betale hver ejer en slat penge. Er hver enkelt ejer tvunget til at betale skat af disse penge, eller vil der være nogle ting, som gør, at det kunne være skattefrit?
Svar:
Kære Spørger
Jeg mener ikke at fremgangsmåden er rigtig.
Hvis ingen af ejerne rent faktisk har skøde på loftsrummet eller dele af dette, er det ejerforeningen der sælger loftsrummet og modtager købesummen.
Herefter kan man på en generalforsamling beslutte at udlodde købesummen efter ejernes fordelingstal.
Købesummerne er som udgangspunkt skattepligtige, men det bør undersøges nærmere.
I bør kontakte en boligadvokat, da aftalen ikke er ukompliceret, ligesom der skal udstykkes nye ejerlejligheder, tinglyses nye fordelingstal m. v.
Med venlig hilsen
Thomas Damsholt,
Danske Boligadvokater, Lyngby