Spørgsmål:
Hej Danske Boligadvokater,
Min kæreste og jeg er gået fra hinanden og har vores hus til salg. Hun har købt en lejlighed og flyttet adresse. Hvis jeg også vælger at flytte adresse, hvor meget må jeg så opholde mig i huset ? Der skal jo gøres rent, og der er en del havearbejde at gøre, for at huset ser pænt ud, og når det skal præsenteres af vores ejendomsmægler.
Svar:
Kære spørger
Jeg lægger til grund, at I ejer huset i lige sameje, og at I ikke har indgået en samejeoverenskomst/samlivsaftale, der regulerer den situation, som I nu befinder jer i.
Du må opholde dig så meget i huset, som du har lyst til. Hvis du imidlertid reelt bliver boende, vil det dog være rimeligt, at du betaler samtlige forbrugsrelaterede udgifter som eksempelvis el, vand og varme, samt at du betaler leje til din kæreste for at have den fulde brugsret over huset. Dette vil du formentlig også være retligt forpligtet til. Såfremt du ikke bor i huset, men kun kommer for at gøre rent og ordne haven, hæfter du ikke for flere udgifter end din ekskæreste.
Med venlig hilsen / Best regards
Henrik Palmkvist
Danske Boligadvokater, København