Spørgsmål:
Kære BOLIGadvokater. Vi er et ægtepar, der bor i samme andelsboligforening som mine forældre. Vi vil nu gerne købe hinandens lejligheder, så vi køber mine forældres og de køber vores. Vi har netop fået en valuarvurdering af hele foreningen, der har fastsat en andelskrone. Vi har dog i forbindelse med dette også fået en vurdering af vores bank, som siger valuarvurderingen er sat ekstraordinært højt ift. hvad banken ville vurdere. Mit spørgsmål er nu hvilken pris vi skal og må sælge til hinanden til? Er vi tvunget til at sælge til den høje valuarvurdering trods bankens advarsel om at den er sat meget højt eller må vi sælge til hinanden efter bankens vurdering?
Svar:
I må sælge til lige præcis den pris, som I ønsker. I skal dog være opmærksomme på, at det kan have skattemæssige konsekvenser, hvis I ikke handler til markedsprisen.
Hvis I handler til den pris, som efter bankens vurdering er passende, er der risiko for, at SKAT ikke vil anse handlen som foretaget på markedsvilkår. Dette kan have skattemæssige konsekvenser for jer, idet SKAT vil anse differencen mellem maksimalprisen og handelsprisen som en gave, der kan udløse skat eller afgift.
Hvis I derfor vil være helt sikre på, at handlerne ikke vil få skattemæssige konsekvenser, skal I handle til maksimalprisen, der er fastsat på baggrund af den nye valuarvurdering.
Et alternativ er at forelægge sagen for SKAT og høre, om I kan sælge til den lavere pris uden, at det får skattemæssige konsekvenser, Denne proces kalder man at anmode om et bindende svar fra SKAT. Der er dog nogle måneders sagsbehandlingstid hos SKAT, ligesom man skal betale et mindre gebyr.
Med venlig hilsen
Henrik Palmkvist
Advokat (H)