Spørgsmål:
Hej,
Jeg har i forbindelse med med renovering af mit gulv i min ejerlejlighed (dvs. oprivning af gammelt gulv + belægning af nye gulvbrædder) hyret et firma til denne opgave. Efter første arbejdsdag henvendte min underbo sig til mig, da der i forbindelse med dette arbejde angiveligt skulle være opstået revner på deres vægge. Dette var entreprenøren dog ikke enige i og de nægter, at deres arbejde er skyld i disse skader. Jeg er derfor meget i tvivl om, hvordan jeg bør forholde mig (som bygherre) i denne situation da jeg jo netop har hyret et professionelt firma til opgaven og jeg lige nu står som en “lus mellem to negle” og ikke ved hvad jeg rent juridisk skal foretage mig når det lige nu er påstand mod påstand og jeg egentlige ønsker en mindelig løsning for alle.
Jeg håber I kan hjælpe mig og på forhånd tak.
Svar:
Hej spørger
Jeg vil råde dig til at alliere dig med en sagkyndig rådgiver for at få fastlagt rigtigheden af underboens påstand om revner, og så forholde dig til sagen ud fra den sagkyndiges undersøgelser.
Hvis skaderne hidrører fra det arbejde, du har sat i gang, kan du efter omstændighederne være ansvarlig overfor underboen/ejerforeningen og du kan eventuelt efterfølgende rette et krav mod din entreprenør.
Kontakt f.eks. en byggesagkyndig i dit lokalområde. Hvis du googler “byggerådgiver”, vil du formentlig kunne finde et relevant firma, som kan hjælpe dig.
Med venlig hilsen
Anders Welding
Danske Boligadvokater, Amager