Spørgsmål:
Jeg håber du kan hjælpe mig med dette spørgsmål. Vi har i en årrække udlejet vores hus og sat huslejen efter at lejer selv skulle betale for renovation, vand og spildevandsafgift. Vi forudsatte at spildevandsafg. ville tilfalde lejeren at betale, da størrelsen på afgiften vel er betinget af forbruget. Senere har vi erfaret at renovation påligger udlejer og her er jeg bange for at det måske er ligeså med spildevandsafgiften. Kan du svare på det ?
Svar:
Kære spørger
Som udgangspunkt er der ikke noget i vejen for at aftale, at lejer skal afholde udgiften til dennes egne driftsudgifter, men i hvert fald ved boliglejemål vil den samlede betaling fra lejer blive vurderet under eet, hvis lejer måtte klage over huslejens størrelse.
Selve den rene husleje med tillæg af de yderligere udgifter, lejer har påtaget sig at betale, vil derfor blive gjort op samlet, hvorefter “huslejenævn” vil vurdere, om et sådant samlet beløb er overensstemmende med en “normal husleje” for området og en tilsvarende bolig.
Opkræves driftsudgifterne direkte over for udlejer, må denne give lejer et påkrav om betaling.
Med venlig hilsen/Kind regards
Erik Turley, advokat (H)
Dansk BOLIGadvokat, Hillerød