Spørgsmål:
Hej Kan min mor give mig hendes kolonihave uden det vil koste mig noget? Den bliver højst sandsynligt ikke vurderet til mere end højst 40.000kr. Er det okey?
Svar:
Ja. Din mor kan i udgangspunktet godt give dig sin kolonihave, uden at det koster dig noget.
Der vil i så fald være tale om en gave fra din mor. En sådan gave kan gives, uden at der skal svares gaveafgift, hvis gavens værdi sammen med andre gaver, der er ydet i samme kalenderår, ikke overstiger en særlig beløbsgrænse, der reguleres årligt, pt. kr. 76.900 i 2025.
Bemærk dog, at overdragelsen kan være forbundet med gebyrer eller andre omkostninger. Det bør du undersøge.
Sådanne omkostninger kan eksempelvis være gebyrer til kolonihaveforeningen til dækning af ejerskiftegebyrer eller omkostninger til udarbejdelse af overdragelsesaftale. Det kan også være, at overdragelsen af kolonihaven skal tinglyses. I så fald kan der påløbe tinglysningsafgift og evt. honorar til advokat, som skal bistå hermed. Sidstnævnte er dog ikke noget, der forekommer hyppigt, men det forekommer i nogle kolonihaveforeninger.
Såfremt overdragelsen er forbundet med gebyrer eller andre omkostninger, bør du aftale med din mor, om hun også skal betale disse, eller om du selv skal afholde sådanne omkostninger.
Med venlig hilsen / best regards
Henrik Palmkvist
Advokat (H)