Spørgsmål:
Jeg er førtidspensionist og bor til leje i en seperat lejlighed i samme hus som min søn og får boligsikring.
Min kæreste vil købe et hus, og banken siger nej, fordi han er 60 år og førtidspensionist. Derfor overvejer jeg at gå med i købet, men er i tvivl om jeg så kan opretholde min boligsikring, selv om vi bor hver for sig.
Må man være medejer af et hus, man ikke selv bor i og få boligsikring i sin ejen lejlighed?
Svar:
Kære spørger
Jeg mener godt, at man kan oppebære boligsikring, selv om man er medejer af et hus, når blot man ikke bor i huset. Jeg vil dog anbefale dig, at du retter henvendelse til Udbetaling Danmark for at få din præcise situation afklaret.
Bemærk, at der kan være andre forhold, du bør tage stilling til i en sådan situation. Heraf skal i væsentlighed nævnes spørgsmålet, om din kærestes bank accepterer, at du bliver medejer uden at bo i huset. Endvidere må I tage stilling til, om din kæreste skal betale husleje til dig. Skattemæssigt er der nemlig risiko for, at SKAT anser dig for skattepligtig af lejeværdien af din andel af huset, eftersom du ikke selv bor der. Navnlig disse forhold bør du afklare, inden du går med i købet.
Med venlig hilsen / Best regards
Henrik Palmkvist
Dansk BOLIGadvokat, København