Spørgsmål:
Hej. Vi står i en situation som følger. Vi bor i et parcelhus liggende på en grund på 1060 m2. En del ca 350 m2 er lejet ud til en grill, det vil sige: vores grund, deres bygning, vi modtager lejeindtægt fra dem. Nu kunne vi godt tænke os at låne i vores friværdi, men pga. at der er erherv på vores grund der overskrider 20% vil realkreditterne ikke være med.
Kan vi på nogen måde omgås de regler, evt. ved en matrikel deling eller andet. For hvordan er vi så egentligt stillet den dag, vi gerne vil sælge, er det så helt umuligt? Er alt tabt? Håber meget I kan hjælpe.
Svar:
Kære Spørger
Ja, det er oplagt at undersøge om I kan udstykke de 350 m2, men det kræver at Kommunen giver tilladelse til at parcelhusgrundstørrelsen kan accepteres på ca. 700 m2.
Lokalplanen kan måske give svar på dette ellers kontakt Kommunen. En dispensation kan være en mulighed.
Det kan blive svært at sælge hvis ikke en køber til jeres ejendom kan få finansieret ejendomskøbet med 80 % realkredit.
Sidste løsning kan være at opsige lejeaftalen og nedlægge erhvervet.
Med venlig hilsen
Thomas Damsholt
Danske Boligadvokater, Lyngby