Jeg er blevet opsagt i lejemål | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Jeg er blevet opsagt i lejemål

01.08.2014 11:07:34

 

Spørgsmål:

Hej,

Jeg bor til leje igennem en privat, og har fået meldingen på sms, at jeg skal fraflytte 1 oktober, for så er der gået 2 år. Men i min lejekontrakt står der ikke noget om hvor længe lejemålet lyder på, der står at vi begge veje har 3 måneders opsigelse. Jeg spurgte udlejer om jeg skulle antage det som en opsigelse, men det var det ikke, da lejemålet automatisk ophør. Mit spørgsmål er, kan min udlejer virkelig bede mig fraflytte 1. oktober på baggrund af, at han siger at lejemålet ophør, eller kan jeg blive boende, indtil jeg selv eller udlejer meddeler skriftlig opsigelse med 3 måneders varsel?

Jeg er noget fortvivlet og håber, I kan hjælpe.

Svar:

Kære spørger,

Nu bliver du sikkert overrasket, men formentlig på den gode måde.

Hovedreglen i vores lejelovgivning er, at beboelseslejemål er uopsigelige fra udlejeres side. Det er dog tilladt at tidsbegrænse en lejekontrakt, og i så fald skal lejer fraflytte, når lejeperioden slutter. Men en tidsbegrænsning kan tilsidesættes af domstolen, hvis den ikke findes rimeligt begrundet i udlejers forhold, og det vil den sjældent være.

Hvis det ikke i din lejekontrakt er anført, at lejemålet ophører efter 2 år, kan udlejer ikke opsige lejeforholdet. Der findes dog nogle undtagelser, herunder blandt andet i tilfælde af, at udlejer skal rive ejendommen ned, bygge om eller selv agter at flytte ind i det lejede. I sidstnævnte tilfælde er opsigelsesvarslet endda ét år.

Selv om der i din lejekontrakt skulle være anført, at lejemålet ophører efter to år, er der stor sandsynlighed for, at du alligevel kan få tidsbegrænsningen tilsidesat.

Med venlig hilsen,
Henrik Palmkvist
Dansk BOLIGadvokat, Frederiksberg C


TILBAGE

Spørg BOLIG-brevkassen

Søg i brevkassen

Køb bolig
Sælg bolig
Andelsbolig
Sommerhus
Nybyggeri/ombygning
Leje
Erhverv
Tvangsauktion
Ejerforhold
Dokumenter
Fejl og mangler
Økonomi
Diverse