Spørgsmål
Jeg har købt en ældre andelsbolig i en bygning fra 1900. Som i mange ældre bygninger på Frederiksberg deler jeg vandrør med min nabo. Det betyder, at naboen henter det kolde vand til sit badeværelse fra et vandret rør, der løber inde hos mig. Røret er meget gammelt, og flere VVS’ere har anbefalet, at det skiftes. Andelsforeningens bestyrelsen og bestyrelsesformand, som er min nabo, er dog ikke lydhør for dette trods tidligere vandskade fra selvsamme rør længere nede i bygningen. Det lodrette vandrør ender i et T-stykke, hvor den ene del fører ind gennem væggen til min nabo. Mit spørgsmål er, hvem der er ansvarlig for den del af det vandrette rør efter T-stykket, der starter hos mig, men som går ind gennem væggen og forsyner naboen med koldt vand? Jeg har udskiftet den del af røret efter T-stykket, der forsyner mig med vand, men kan jeg gøres ansvarlig for den gamle stump efter T-stykket, som forsyner naboen med vand, eller er det naboens rør? Og hvis stumpen er mit ansvar, kan jeg så i princippet fjerne T-stykket og dermed røret ind til naboen, som så må finde koldt vand et andet sted, fx fra sit køkken?
Svar
Vedtægterne for foreningen kan have betydning i forhold til at fastlægge ansvaret til røret. Hvis vedtægterne fastsætter, at fælles forsyningsledninger er foreningens ansvar og at foreningen har vedligeholdelsen dertil, vil foreningen typisk hæfte for skader, der skyldes fejl eller mangler ved disse ledninger, herunder fortærring som følge af alder.
I nærværende sag kan røret umiddelbart betragtes som en fælles bestanddel, idet der er tale om en installation, der betjener flere lejligheder. Også derfor kan foreningen være ansvarlig for i hvert fald den del af røret, der ikke betjener din lejlighed.
Vedtægterne kan dog også bestemme at synlige rør i en lejlighed er andelshaverens ansvar, uanset det betjener flere, og så er situationen en anden.
Jeg vil derfor anbefale dig at gennemgå vedtægterne for at finde svar, eller søge rådgivning hos en rådigver, der kan bistå dig hermed.
Med venlig hilsen
Cecilia Nakskov Veistrup
Advokat (L)
Hjemmeside