Spørgsmål
Jeg har givet et tilbud om at overtage en lejlighed i min andelsforeningen, men er sprunget fra inden købsaftalen blev underskrevet. Jeg har fået notits om, at jeg skal betale en godtgørelse til sælger på 1 procent af købesummen – kan det være rigtigt, når jeg ikke har underskrevet købsaftalen? Og for at forstå det tekniske: kan I på baggrund af nedenstående paragraffer så forklarer: – hvornår (altså hvornår i processen) “et køb ikke er antaget af sælgeren” i stk. 2? – hvad det indebærer, når aftalen indgås: “6 hverdage efter aftalens indgåelse” i paragraf 8? Hvilken aftale? Er det når købsaftalen er underskrevet eller hvordan? – og hvad er forskellen på stk. 2 og paragraf 8? § 7. Når der er indgået en aftale om køb, kan køberen træde tilbage fra aftalen på de betingelser, som er nævnt i §§ 8-11 (fortrydelsesret). Stk. 2. Så længe et tilbud om køb ikke er antaget af sælgeren, kan køberen tilbagekalde sit tilbud ved at give underretning herom til sælgeren. § 8. Fortrydelsesretten er betinget af, at køberen senest 6 hverdage efter aftalens indgåelse giver skriftlig underretning til sælgeren om, at køberen vil træde tilbage fra aftalen, jf. dog stk. 2. Underretningen skal være kommet frem inden fristens udløb.
Svar
Det kan være rigtigt, at du skal betale godtgørelse. Det er en helt konkret vurdering, om det er tilfældet, og det afhænger af, om der er indgået en bindende aftale.
Det er en helt konkret vurdering, om der er indgået en bindende aftale mellem dig og sælgeren. Det kræver, at der er klare beviser for, at parterne havde til hensigt at binde sig, og at der er enighed om de væsentligste vilkår for handlen. Det kan jeg desværre ikke vurdere i din situation på baggrund af de (sparsomme) oplysninger, du fremgår af din henvendelse.
Hvis der er indgået en bindende aftale, løber fortrydelsesfristen fra det tidspunkt, hvor jeres aftale anses for sluttet. Dette er også en konkret vurdering. Hvis aftalen er sluttet ved, at du har accepteret et klart tilbud fra sælgeren, løber fristen dog fra det tidspunkt, hvor du blev bekendt med sælgerens tilbud.
Med venlig hilsen
Henrik Palmkvist
Indehaver og advokat
Hjemmeside