Spørgsmål:
Hej Danske Boligadvokater,
Jeg står i den situation, at jeg i forbindelse med studiestart i august/september måned i år allerede har fundet mig et værelse at bo i i København. Kontrakten siger overtagelse fra 1/6-19, men da jeg pt bor og arbejder i Sønderjylland og først stopper med arbejdet i start/midt august, vil jeg naturligvis blive i Sønderjylland grundet transporttid, men jeg har planer om at flytte mine ting stille og roligt i løbet af juli og august. Derfor er mit spørgsmål: hvad gør jeg i forhold til folkeregisteradresse? Skal jeg ændre den til, at jeg flytter til København fra 1/6-19, eller skal jeg først ændre den, når jeg flytter min seng til København og overnatter der permanent? Og skal det skrives i kontrakten, at jeg først flytter ind senere end overtagelsestidspunktet?
Svar:
Kære spørger,
Du skal ændre din folkeregisteradresse på det tidspunkt, hvor du reelt flytter, dvs. – med dine ord – når du flytter din seng til lejemålet i København og overnatter dér permanent.
Der er ingen krav til kontraktens indhold, men jeg vil anbefale, at det bliver skrevet ind i kontrakten, at du først forventer at flytte helt ind i august/september i forbindelse med studiestart. Årsagen er, at der er bopælspligt i et lejeforhold, og hvis du ikke bor i lejemålet, kan udlejer (teoretisk) bringe lejeforholdet til ophør, medmindre andet er aftalt. En sådan situation bør undgås, og det gør det lettest ved at få skrevet “det” ind i kontrakten.
Med venlig hilsen / Best regards
Henrik Palmkvist
Danske Boligadvokater, København