Spørgsmål:
Kære Danske BOLIGadvokater,
I vores ejerforening findes en erhvervslejlighed, som er udlejet til en børnehave. Børnehaven siges at have en eksklusivret til hele ejendommens gårdareal fra 08-17 alle hverdage. Børnehaven har etableret sandkasser, legetårne samt andre forhold til gavn for børnene i børnehaven. Børnehaven har været lejer i erhvervslejligheden i mindst 20 år.
Mit spørgsmål er i denne relation om ejerforeningen kan kræve / indgå i dialog med børnehaven omkring betaling af leje for gårdarealet?
Et yderligere spørgsmål er, hvem har forpligtigelsen til vedligeholdelse og fornyelse af gårdarealet?
Svar:
Kære Spørger
En mere præcis besvarelse vil kræve at jeg ser lejekontrakten, hvilket ligger udenfor brevkassens område.
Som du fremstiller det kan der næppe kræves leje for gårdarealet, da det er accessorisk til erhvervslejemålet.
Vedligeholdelsesforpligtelsen vil være lejers med mindre lejekontrakten siger noget andet.
Med venlig hilsen
Thomas Damsholt
Danske Boligadvokater, Lyngby