Spørgsmål:
Hej,
Jeg ejer et hus på amager med min tidligere kæreste. Vi er nu gået fra hinanden, men min tidligere kæreste ønsker ikke at sælge. Det er nu et år siden, jeg bad ham om at sælge. Han fastholder stadig, at han ikke ønsker at sælge. Vi bor der stadig sammen med to børn, men det er ikke holdbart.
Hvad kan jeg gøre for at få ham til at invillige i at sælge huset – så vi kan komme videre. Kan han virkelig "holde" mig stavnsbundet på denne måde, så længe han ønsker?
Svar:
Kære spørger,
Nej, han kan ikke stavnsbinde dig for al fremtid.
Du er nødt til at kontakte en advokat for at iværksætte en økonomisk deling. I forbindelse hermed skal der tages stilling til hvem af jer, der eventuelt er interesseret i at beholde ejendommen og om den pågældende har økonomisk mulighed herfor.
Hvis dette ikke er tilfældet, må ejendommen sælges – eventuelt på en tvangsauktion – og det sidste har ingen af jer naturligvis gavn af.
Hvis du ønsker at fremtvinge et salg kan retten opløse jeres sameje om ejendommen og sætte ejendommen til salg, men der bør findes en aftaleløsning længe inden denne situation opstår.
Med venlig hilsen,
Erik Turley
Dansk BOLIGadvokat, Hillerød