Rådgiverportalen

Ejerskab ved kolonihave

08.07.2020 07:27:20

 

Spørgsmål:
Hej

I 2012 købte og betalte jeg kontant en kolonihave for ca. 250000. Haven er siden blevet kloakeret og har fået helårsvand, hvilket med et 30-års lån koster den enkelte parcel omkring 7.000 kr. årligt plus de øvrige adm. bidrag: i alt godt 16.000 kr. årligt.

Vi er en stor forening med næsten 500 grunde. I dag er gennensnitsprisen ca. 500.000 kr. for et velholdt hus inklusive grundværdi og kloakering. Foreningen ejer selv grundene.

Som en familiær gestus til min på det tidspunkt noget forgældede søn, blev han uden personlige omkostninger skrevet ind på medlemsbeviset, så han kvit og frit kunne overtage huset, når den tid kommer.

I de forgange otte år har jeg renoveret og moderniseret for mindst 150.000 kr.

Nu er vi desværre kommet alvorligt på kant, og jeg bliver derfor antastet med horrible krav om, at frasælge “min halvdel,” så sønnens nystiftede familie kan komme ind og overtage huset her og nu. Jeg ønsker stadig, at han overtager huset, når min tid er omme.

Men kan jeg på nogen måde juridisk forhindre dette mærkværdige, ubehagelige og utidige angreb?

Eller skal jeg kapitulere og i så fald hvordan til alles bedste?

Svar:

Kære Spørger

Rent juridisk er det min formodning, at din søn ikke kan kræve, at du sælger din halvdel til ham. Når jeg skriver formodning, er det, fordi jeg ikke kender kolonihaveforeningens vedtægter. Der kunne heri være bestemmelser, der fastsætter regler for, hvordan en situation, som du nu befinder dig i, løses. Det er dog ikke min forventning, idet sådanne vedtægtsbestemmelser ikke er sædvanlige, og har jeg ret i min formodning, har din søn ingen ret til at kræve, at du sælger din halvdel til ham. I må derfor på bedste vis forsøge at løse sagen i mindelighed.

Med venlig hilsen / best regards

Henrik Palmkvist
Dansk BOLIGadvokat, København


TILBAGE

Spørg BOLIG-brevkassen

Søg i brevkassen

Køb bolig
Sælg bolig
Andelsbolig
Sommerhus
Nybyggeri/ombygning
Leje
Erhverv
Tvangsauktion
Ejerforhold
Dokumenter
Fejl og mangler
Økonomi
Diverse