Spørgsmål:
Hej. Vi bor på en mindre villavej, hvor der på grunden overfor netop er opført 4 dobbelthuse af en privat bygherre . Byggeriet, kørsel med tromler og massiv tung trafik 2 meter fra vores hus, har medført revner i vores facade (både indvendigt og udvendigt) samt mange krakeleringer i pudsen på forsiden af huset. Bygherren ønsker ikke at gå i dialog omkring skaderne, og vi har svært ved at finde ud af hvor vi kan henvende os/klage over følgerne af byggeriet? Håber virkelig I kan hjælpe os, tak.
Svar:
Kære spørger
I skal kontakte teknisk forvaltning i jeres kommune. De kan påse forholdene og om fornødent påbyde bygherren at overholde visse krav, som kommunen måtte finde passende i den konkrete situation.
Med hensyn til skaderne på jeres hus kan I overveje at rette et erstatningskrav mod bygherren eller de ansvarlige entreprenører. I skal dog kunne dokumentere, at skaderne er påført som følge af byggearbejdet, herunder trafik forbi jeres hus. Dette kan blive vanskeligt, men ikke umuligt. Hvis I forfølge denne mulighed, vil jeg anbefale jer at rette henvendelse til en advokat, der kan hjælpe jer videre i processen.
Med venlig hilsen / Best regards
Henrik Palmkvist
Dansk BOLIGadvokat, København