Spørgsmål:
Min mor bor i et hus som er bygget af samme bygherre som ialt har bygget 8 mere eller mindre ens huse. Min mor bor i hus nr. 2
Da forsikringsselskabet (x) var på 1. års gennemsyn var det ud fra en stikprøve i hus nr 1, men min mor har aldrig fået en kopi af eftersynsrapporten, er det ikke kritisabelt ? Har forsikringsselskabet ikke været pligtig til at orientere min mor om de fundne forhold ? Jeg har forgæves ledt på nettet om orienterings-procedure til øvrige beboere ved stikprøve-besigtigelse, håber at I vil hjælpe med at afklare dette spørgsmål.
Nu er y gået konkurs og min mor står nu formodentlig uden byggeskadeforsikring, og hun er ikke gjort bekendt med de mangler der er fundet i hus nr. 1 hvoraf flere givetvis går igen i de øvrige huse så hun har ikke kendt til de mangler, som hun kunne have anmeldt til Garantifonden inden 20 juni 2019, så det må x efter min overbevisning gøres ansvarlig for.
Svar:
Kære Spørger
Byggeskadeforsikringsselskabet er berettiget til at foretage stikprøvevis 1 års gennemgang, når der er tale om flere ens bebyggelser. Dette følger af Bekendtgørelse om byggeskadeforsikring § 23, stk. 6.
Af samme bekendtgørelse § 27, jf. § 26, fremgår herefter, at forsikringsselskabet inden 10 måneder fra forsikringens ikrafttræden skal sende en eftersynsberetning fra 1-års gennemgangen til bygherre, den sikrede, entreprenør samt Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Som jeg læser dit spørgsmål, vil din mor i den forbindelse ikke være bygherre og dermed i udgangspunkt ej heller den i forsikringens system registrerede sikrede. Dette kan imidlertid være anderledes, såfremt der i forbindelse med salget fra bygherre til din mor, er givet forsikringsselskabet besked om, at hun er indtrådt som sikret part i relation til dækningen. Såfremt forsikringen har (eller burde have) noteret sig, at din mor er dækningsberettiget part i henhold til forsikringen og der i den forbindelse ikke er sket orientering til din mor iht. forpligtelsen i Bekendtgørelse om byggeskadeforsikring § 27, synes der oplagt at foreligge en ansvarspådragende forsømmelse fra forsikringens side.
Det bør herefter afdækkes, hvorvidt der er grundlag for at gøre gældende, at din mor i forsikringens system burde være noteret som den sikrede. I så fald må krav forsøges rettet mod forsikringen uanset en eventuel fristoverskridelse.
Med venlig hilsen
Rasmus H. E. Agathon
Dansk BOLIGadvokat, Frederiksberg