Spørgsmål:
Jeg har et ejerpantebrev stort 60.000, som er blevet væk. Min bank havde et underpant i dette ejerpantebrev, men da det lån, hvor ejerpantebrevet ligger som sikkerhed, for længst er indfriet, er det underpant ved at blive slettet.
Ejerpantebrevet burde være blevet digitaliseret, men da min bank hævder, at de ikke er i besiddelse af ejerpantebrevet og ikke har været det meget længe, vil de kun slette underpantet og ikke være behjælpelig med at få ejerpantebrevet til at genopstå for at få det digitaliseret.
Hvad gør jeg, og hvad er prisen for at dette ejerpantebrev igen kan se dagens lys for derefter at blive afmeldt.
Jeg kan se på boligejer.dk, at der gælder en pris på 3 – 4.000 inkl. moms.
Det manglende ejerpantebrev står i vejen for udbetaling af salgssummen efter salget af ejendommen.
Svar:
Kære Spørger
Når et ejerpantebrev, der ikke er digitaliseret, er bortkommet, skal det mortificeres. Mortifikation indebærer, at ejerpantebrevet udslettes og ophører med at eksistere. Mortifikationen sker ved anmodning herom til Retten. Det er en længere proces, hvor der blandt andet skal afgives nogle erklæringer og indrykkes en annonce i Statstidende.
Mange advokater bistår med denne proces, og deres priser varierer. Det er derfor vanskeligt for mig at udtale mig om prisniveauet. Den pris, som du oplyser, forekommer mig at være i den lave ende.
Med venlig hilsen / best regards
Henrik Palmkvist
Dansk BOLIGadvokat, København