Sommeren sætter ekstra skub i boligsalget | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Sommeren sætter ekstra skub i boligsalget

Det gode vejr får mange til at forelske sig hovedkulds i en bolig, og købsaftalen underskrives måske lidt for hurtigt.

Når man står med det ene ben indenfor i drømmehuset, så er det meget let at skrive under med det samme – ”der er jo blot tale om rene standarddokumenter, og så kan man vel fortryde, hvis det skulle vise sig, at drømmeboligen ikke lever op til forventningerne”.

”Men for det første er købsaftalen ikke et standarddokument, og fortrydelsesretten er på blot seks hverdage efter aftalens indgåelse og koster 1% af købesummen”, forklarer Niels Erlandsen, formand for Danske BOLIGadvokater.

Problemet er, at køber ofte ikke er bevidst om, at købsaftalen er udformet af ejendomsmægleren og udelukkende til fordel for sælger. Samtidig kan den indeholde krav om deponering af udbetalingen til ejendomsmæglerens eget finansselskab og ikke en bank. Eller der kan være indbygget mulighed for, at ejendomsmægleren kan tilmelde køber til et nyt elselskab.

”Vi oplever hver dag boligkøbere, der er kommet galt fra start. Årsagen er, at boligkøberne er meget fokuserede på selve ejendommen og købsprisen og ikke kan gennemskue, hvad de ellers skriver under på”, siger Niels Erlandsen. Han understreger, at ejendomsmægleren er sælgers mand og bliver betalt for at få den højest mulige pris for boligen, og de bedst mulige handelsvilkår til sælger.

Der er mange eksempler på boligkøbere, som efter købet erfarer, at ejendommen ikke kan anvendes på den måde, køberne havde tænkt sig. Det kan være, at køber har overset en færdselsservitut, der giver andre ret til at færdes på ejendommen, eller ikke har tænkt nærmere over forskellen mellem land- og byzone.

”Det er vigtigt, at boligkøbere forstår, at ejendomsmæglere alene varetager sælgers interesser. En ejendomsmægler må aldrig være rådgiver for køber og sælger i samme handel. Sådan er lovgivningen”, lyder det fra Danske BOLIGadvokater.

Køber skal derfor altid sørge for at have sin egen 100% uafhængige rådgiver, som udelukkende varetager købers interesser. Netop her oplever flere, at ejendomsmæglere forsøger at tale købere fra at benytte advokat for at undgå et professionelt modspil.

Når køber benytter en certificeret BOLIGadvokat, er det muligt at fortryde uden at skulle betale 1% af købesummen. Der skal blot tilføjes et advokatforbehold i købsaftalen, FØR den underskrives.

 

Download vores standardformulering til dit advokatforbehold her.


TILBAGE