Ny bestyrelse i Danske BOLIGadvokater skal navigere i et boligmarked præget af AI og digitale rådgivningsværktøjer | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Ny bestyrelse i Danske BOLIGadvokater skal navigere i et boligmarked præget af AI og digitale rådgivningsværktøjer

Flere boligkøbere og sælgere bruger i dag AI og digitale værktøjer til at søge svar på juridiske spørgsmål i forbindelse med bolighandler. Det ændrer måden, mange orienterer sig på før et boligkøb eller boligsalg – og stiller samtidig nye krav til klar, specialiseret og uafhængig rådgivning.

Det er en af de udviklinger, som den nye bestyrelse i Danske BOLIGadvokater skal arbejde med i den kommende periode.

På årets generalforsamling har Danske BOLIGadvokater valgt bestyrelse for det kommende år. Bestyrelsen er samtidig udvidet med to nye medlemmer: Bettina Erringsø og Charlotte Velling. Bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende med Niels Erlandsen som formand og Tina Bach som næstformand.

AI og digitale værktøjer kan give boligkøbere og sælgere et hurtigt overblik over generelle forhold i en bolighandel. Men en bolighandel handler ofte om langt mere end selve købsaftalen og kræver fortsat konkret juridisk rådgivning med udgangspunkt i den enkelte families situation og behov.

”Når man køber bolig, skal man tænke 360 grader rundt om bolighandlen. Det handler ikke alene om bolig og økonomi, men også om fremtidige behov, familieforhold, pension, vedligeholdelse, sameje, testamente og andre juridiske forhold, som kan få betydning over tid”, udtaler Niels Erlandsen, certificeret BOLIGadvokat og formand for Danske BOLIGadvokater.

Ifølge Danske BOLIGadvokater kan AI og digitale værktøjer være nyttige til at skabe overblik og hjælpe forbrugerne med generel information om bolighandler. Men teknologien kan ikke erstatte konkret juridisk rådgivning eller tage ansvar for den enkelte handel. Danske BOLIGadvokater peger derfor på, at behovet for specialiseret og uafhængig rådgivning fortsat er afgørende – også i et marked, hvor flere søger information digitalt.

En certificeret BOLIGadvokat yder uafhængig rådgivning og repræsenterer kun én part i handlen, og må ikke have økonomiske interesser i lån, finansiering, forsikringer eller andre produkter, der indgår i rådgivningen. Medlemmer af Danske BOLIGadvokater er de eneste boligrådgivere, der auditeres som led i certificeringsordningen.

Danske BOLIGadvokater er en landsdækkende forening med specialister i boligrådgivning. Medlemmernes faglighed sikres gennem løbende efteruddannelse, kvalitetskontrol og certificering. Alle medlemmer arbejder efter etiske regler aftalt mellem Advokatsamfundet og Forbrugerrådet Tænk.

Bestyrelsen i Danske BOLIGadvokater (fra venstre):
Tina Bach, næstformand
Bettina Erringsø
Charlotte Velling
Michala Jørgensen
Niels Erlandsen, formand
Jacob Jansson Christensen
Alexander May-Worre


TILBAGE