Hver 6. boligejer har oplevet vandskader i boligen på grund af vejret | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Hver 6. boligejer har oplevet vandskader i boligen på grund af vejret

I takt med mere ekstremt vejr og hyppige oversvømmelser, er klimasikring rykket ind på boligejernes radar. Alene i 2023 meldte forsikringsbranchen om godt 22.000 klimavandskader til en værdi på 3 mia. kroner.

Udviklingen har fået Danske BOLIGadvokater, til at uddanne certificerede boligadvokater i ”Klimakonsekvenser for boligkøbere og -sælgere”.

Det er tydeligt, at klimaforandringer kommer til at fylde endnu mere på boligmarkedet fremadrettet. Som boligadvokat er det afgørende at have den nyeste viden. Den forståelse, og de værktøjer, vi tager med fra de faglige oplæg, gør os i stand til at øge rådgivningen til vores kunder”, udtaler Jette Alsbæk, certificeret BOLIGadvokat.

En analyse udarbejdet af Realkredit Danmark og YouGov viser, at boligejere er bekymrede for, om deres bolig kan modstå klimaforandringer. Samtidig forventer de en negativ effekt på pris og salgbarhed på klimaudsatte boliger i fremtiden.

Ændrede nedbørsforhold kan i høj grad påvirke den enkelte boligejer. Skybrud, stormflod, havniveaustigninger og stigende grundvand er skjulte udfordringer, der bør undersøges nærmere ved boligkøb. Hele kloaksystem, omfangsdræn, lysskakter, faskiner mv. bør indgå i vurderingen af, hvor godt den kommende bolig er klimasikret.

Det er vigtigt at du er opmærksom på boligens beliggenhed, om der er kendte sårbarheder i området, og hvad der eventuelt ligger af planer for at klimasikre i nabolaget. Er du i tvivl om, hvilke klimaudfordringer du står over for i din bolighandel, så er vores bedste anbefaling, at du tager en certificeret boligadvokat med på råd”, siger Niels Erlandsen, formand for Danske BOLIGadvokater.

Som boligejer er du ansvarlig for at vedligeholde og reparere den del af afløbssystemet, der ligger på din grund, så regnvand bliver ledt væk. Du er også ansvarlig for at sikre mod grundvandsstigninger på din egen grund.

Få en rådgiver med fra starten af din bolighandel, så du bliver du guidet gennem klimaudfordringerne på netop den ejendom, du har kig på.

Danske BOLIGadvokater er på vej med en klimaguide til boligkøbere.

 

Faktaboks

  • Dingeo.dk er en hjemmeside, som giver overblik over terrænforhold og simulering af skybrud, vandstandsstigning mv.
  • Nationalbanken og Stormskaderådet vurderer, at ca. 1% af enfamiliehuse er i fare for oversvømmelser.
  • Forsikring & Pension rapporterer at der årligt er 3.500 vandskader på private bygninger efter skybrud alene.

TILBAGE