Fejl og mangler i din nye bolig – hvad gør du? | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Fejl og mangler i din nye bolig – hvad gør du?

Fejl og mangler er en betegnelse, der dækker over forhold eller egenskaber, som gør en bolig mindre værd end det, man som køber er blevet oplyst. Typiske eksempler er f.eks. ulovlige elinstallationer, sætningsskader eller skimmelsvamp. Er man blevet oplyst om forholdene af sælger eller står forholdene nævnt i f.eks. tilstandsrapporten, tæller det ikke som en mangel. Manglerne skal ligeledes ligge udover, hvad man med rimelighed kan forvente af boligens alder og stand.

’’Et boligkøb er for de fleste en kæmpe investering. Derfor er det afgørende, at man som køber har fuldt kendskab til eventuelle skavanker ved boligen, inden man underskriver købsaftalen. Hvis der dukker betydelige fejl og mangler op efter overtagelsen, kan det koste dyrt og sætte store begrænsninger for købers brug af boligen’’, forklarer Niels Erlandsen, advokat og formand for Danske BOLIGadvokater.

Flere former for mangler

Er der tale om bagateller eller såkaldte ’’småmangler’’, skal man som køber selv udbedre manglen. Det kan f.eks. være en punkteret rude, en dryppende bruser eller en udelukkende kosmetisk mangel. ’’Sælger har muligvis givet garanti for nogen af forholdene i købsaftalen, så husk at nærlæse aftalen, inden du går i gang med at udbedre småmangler’’, fortæller Niels Erlandsen.

Har man konstateret en betydelig mangel, som man ikke blev oplyst om, er skaden som udgangspunkt omfattet af ejerskifteforsikringen. Det er dog en betingelse, at manglen var til stede på overtagelsesdagen. Det kan være svært at vurdere, hvornår en skade er opstået og der kan være brug for en professionel vurdering. Er skaden opstået i købers ejertid, skal det i stedet meldes til købers eget forsikringsselskab.

’’Hører manglen ikke under nogen af de to ovenstående kategorier, kan man muligvis rette krav mod andre involverede parter, f.eks. sælger eller den bygningssagkyndige, der har lavet tilstandsrapporten’’, siger Niels Erlandsen og opfordrer til, at man i sådanne tilfælde søger professionel juridisk rådgivning.


TILBAGE