Boligkøbere famler i blinde | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Boligkøbere famler i blinde

Mange boligkøbere har ringe viden, når de står i et køb. Det viser en undersøgelse fra Danske BOLIGadvokater.

Det er både spændende og glædeligt, når man står overfor et boligkøb, men det er altså også en proces, som byder på behov for indsigt i en lang række forhold som fx tilstandsrapporter, servitutter, vedtægter og ejendomsskat bare for at nævne et par stykker – og det kan byde på ubehagelige overraskelser på vejen. 

Ifølge en miniundersøgelse foretaget af foreningen af Danske BOLIGadvokater tager boligkøbere ofte imod råd fra de forkerte og helt op mod hver tredje køber er faktisk dårligt klædt på til at handle bolig, hvilket kan få fatale økonomiske konsekvenser. 33% af køberne tror nemlig fejlagtigt, at sælgers ejendomsmægler også må rådgive køber. 

”Det må ejendomsmægleren ikke. Ejendomsmægleren bliver jo betalt af sælger for at varetage sælgers interesser. Den misforståelse stiller køberen i en dårlige position,” understreger bestyrelsesmedlem fra Danske BOLIGadvokater, Michala Jørgensen, som også forklarer, at lovgivningen derfor fastslår, at en ejendomsmægler ikke må repræsentere sælger og køber i samme handel. 

 

Dårlige råd er dyre

Undersøgelsen giver således et fingerpeg om, at mange boligkøbere misforstår ejendomsmæglerens rolle, og mere end halvdelen kender heller ikke de mange forskellige dokumenter, som indgår i en bolighandel. 

”Det er faktisk kun 50%, der har kendskab til emner som BBR-meddelelse, energimærkning og tilstandsrapport, og endnu færre kender til ejerskifteforsikring, ejendomsskat og husforsikring,” fortæller Michala Jørgensen. 

Det er kutyme, at man som sælger af en bolig ringer til en ejendomsmægler, mens køber benytter sig af en BOLIGadvokat. Ifølge Michala Jørgensen er de penge givet rigtig godt ud. 

”Desværre er der mange førstegangskøbere, som fejlagtigt tror, at ejendomsmægleren også er deres mand. Det er også her, vi møder mange, som kommer galt afsted, derfor vil vi helt klart anbefale, at man vælger sin egen, uafhængige rådgiver. Det er en stor og vigtig investering, og pengene til god og ikke mindst uafhængig rådgivning er givet rigtig godt ud,” siger hun, og tilføjer at undersøgelsen også viser, at boligkøbere, som ikke benyttede advokat ved deres første køb, i langt de fleste tilfælde vælger en BOLIGadvokat som rådgiver i deres efterfølgende bolighandler.

KORT OM UNDERSØGELSEN*

  • 33% tror fejlagtigt, at sælgers ejendomsmægler også må rådgive køber 
  • 50% har kendskab til: Købsaftale, BBR, tilstandsrapport, energimærkning
  • 40% har kendskab til: Elinstallationsrapport, ejendomsskat, ejerskifteforsikring, husforsikring, lokalplaner og matrikelkort
  • 30% har kendskab til: Refusionsopgørelse, advokatforbehold, jordforureningsattest, husorden i andelsboligforeninger
  • Under 20% har kendskab til: Vurderingsmeddelelse, forsyning, forureningsskema, betalingsandel af ejerskifteforsikring, sælgers oplysningsskema, bygningsattest, fælleslån, valuarvurdering, lejlighedsskema og lejlighedskort

* 1004 deltog i mini-undersøgelsen


TILBAGE