AI kan give dig juridiske svar – men hvem tager ansvaret, når svaret er forkert? | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

AI kan give dig juridiske svar – men hvem tager ansvaret, når svaret er forkert?

Bolighandel med AI som rådgiver er som at gå på line uden sikkerhedsnet

Har naboen ret til at flytte skellet? Må du indrette dit udhus med toilet? Hvad med naboens tagrende – må den rage ind over din grund? I dag kan boligejere spørge AI om alt fra byggeregler til nabokonflikter og få svar med henvisninger til lovgivningen. Men et svar, der ser juridisk overbevisende ud, er ikke nødvendigvis korrekt. Og hvis du handler på det, er det dig selv, der står med regningen.

AI har gjort det lettere end nogensinde at finde information. Du kan få forklaret komplicerede regler i et sprog, du forstår, finde relevante bestemmelser og få formuleret et brev til kommunen eller

Du beskriver situationen for AI, som på få sekunder leverer et svar med henvisninger til konkrete lovbestemmelser. Måske får du endda et færdigt brev, der forklarer, hvorfor du mener at have retten på din side.

Så er det fristende at tænke: Det ser rigtigt ud. Jeg har tjekket kilderne, og henvisningerne passer. Nu skriver jeg til kommunen.

Men det er her, du skal passe på.

Du ved ikke nødvendigvis, hvad AI har overset

Et juridisk svar kan være velformuleret og henvise korrekt til lovgivningen – uden at være dækkende for din situation.

Forestil dig, at du er uenig med naboen om skellet mellem jeres grunde. Du spørger AI, hvad reglerne siger, og får en forklaring på reglerne og hjælp til at formulere et juridisk brev. Svaret henviser til konkrete bestemmelser, og du føler dig sikker på, at du har loven på din side.

Men AI tager udgangspunkt i det, du spørger om, og de oplysninger, du giver den. Den spørger måske ikke ind til forhold, som du ikke selv ved er relevante, men som kan være afgørende for vurderingen. Hvis vigtige oplysninger mangler, kan svaret derfor være utilstrækkeligt, uden at du opdager det.

Hvad nu, hvis naboens advokat efterfølgende gør opmærksom på, at der er forhold ved grundens skel, som ændrer vurderingen af, hvem der har ret til arealet? Så er sagen pludselig mere kompliceret, end AI’s svar gav indtryk af.

»Henvisninger til konkrete paragraffer og links til Retsinformation kan få svaret til at virke enormt troværdigt. Men det er ikke nok at finde den rigtige bestemmelse. Man skal også forstå, hvordan reglerne hænger sammen, hvilke undtagelser der kan gælde, og hvordan de skal anvendes på de konkrete forhold. Det er forskellen på at finde juridisk information og at få en juridisk vurdering,« siger Jacob Jansson Christensen, bestyrelsesmedlem i Danske BOLIGadvokater.

Advokaten er dit juridiske skjold

AI kan være et godt sted at begynde, hvis du vil forstå en problemstilling eller få overblik over relevante regler. Men når du skal træffe en beslutning med juridiske eller økonomiske konsekvenser, er det afgørende at få en konkret vurdering af din situation.

En certificeret BOLIGadvokat kan undersøge de konkrete omstændigheder, vurdere reglerne i deres sammenhæng og rådgive om konsekvenserne, så du kan handle på et fagligt vurderet grundlag og have tillid til, at rådgivningen holder.

Advokater skal have en ansvarsforsikring, som kan dække et erstatningsansvar, hvis de begår fejl i deres arbejde. Med en advokat ved du, hvem der står til ansvar for rådgivningen, hvis noget går galt. Bruger du derimod AI’s juridiske svar som grundlag for dine beslutninger, er det dig selv, der må stå med konsekvenserne, hvis svaret viser sig at være forkert.

»Med en advokat får du en fagperson, der vurderer din konkrete situation og står til ansvar for sin rådgivning. Det giver en tryghed, som et AI-svar ikke kan give dig,« siger Jacob Jansson Christensen.

AI gør det lettere at finde juridisk information. Men når det gælder din bolig, dine rettigheder og din økonomi, bør du ikke forveksle et overbevisende AI-svar med konkret, juridisk rådgivning fra en uafhængig rådgiver.


TILBAGE