Rådgiverportalen

Forsikring af biobaseret byggeri – når klimakrav møder virkeligheden i bolighandlen

Byggeri spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling. I Danmark udgør bygningers klimaaftryk ca.10% af den forbrugsbaserede udledning (nybyggeri ca. 5%). For at nå klimaneutralitet i 2050, bliver anvendelsen af biobaserede og biogene byggematerialer derfor uundgåelig.

”Når materialerne er nye, er forsikrings- og ansvarsforholdene det også – og det skaber allerede udfordringer i praksis”, fortæller advokat Niels Erlandsen, formand for Danske BOLIGadvokater.

Forsikring er et nyt fokusområde for både boligkøbere og advokater

Forsikring bygger grundlæggende på, at risici skal være kendte, dokumenterbare og håndterbare. Når der mangler historik for levetid, svigt og reparation af nye byggematerialer, bliver risikoen vanskelig at prissætte – derfor i nogle tilfælde tæt på umulig at forsikre.

Det rammer ikke kun innovative byggeprojekter, men også almindelige boliger, der skal kunne sælges, belånes og forsikres på normale vilkår.

Hvad er boligadvokaten særligt opmærksom på?

Den grønne omstilling flytter risiko – og dermed også det juridiske fokus. Danske BOLIGadvokater er de eneste advokater i Danmark, som er certificeret i bolighandel. De har igangsat et uddannelsesforløb for advokater, som netop skal tage hånd om de nye udfordringer både med materialer og klima.

”Vi er særligt opmærksomme på fire områder når det gælder boliger med nye byggematerialer”, forklarer certificeret boligadvokat Niels Erlandsen, talsmand for Danske BOLIGadvokater.

  1. Forsikringsbarhed som tema – det er ikke givet på forhånd, at boligen kan forsikres.
  2. Dokumentation for materialevalg, konstruktion og vedligehold.
  3. Tilstandsrapportens indhold, da den er afgørende for forsikringsforbehold.
  4. Ansvarsplacering mellem bygherre, entreprenør, rådgiver og leverandør.

Byggeskadeforsikring: tidlig dialog er afgørende boligejerne

For nybyggeri og projekter er byggeskadeforsikring lovpligtig og dækker i 10 år. Forsikringen tegnes af bygherre/entreprenør og overgår til forbrugeren.

I praksis foretager forsikringsselskabet en konkret risikovurdering af projektet:

  • hvor det nye materiale anvendes,
  • hvordan det indgår i konstruktionen,
  • hvordan skader kan udbedres,
  • og entreprenørens erfaring.

Vurderingen sker på baggrund af projektmaterialet og forudsætter dialog med forsikringsselskabet så tidligt som muligt. Muligheden for at reducere eller helt fjerne risici eksisterer nemlig kun, så længe materialevalg, konstruktion og afgrænsning endnu ikke er låst – dvs. i projekteringsfasen.

Konsekvenser for boligejeren: Forsikring bør vurderes allerede i projekteringsfasen – ikke som en formalitet til sidst.

Ejerskifteforsikring: tilstandsrapporten får ny betydning for boligkøberne

Ved bolighandler i Danmark er ejerskifteforsikringen central for både køber og sælger. Her er en nøglepointe fra forsikringssiden, at forbehold kun kan tages, hvis forholdet er omtalt i tilstandsrapporten.

Da der endnu er begrænset erfaring med biobaserede materialer, lægger forsikringsselskaberne stor vægt på:

  • materialebeskrivelser i tilstandsrapporten,
  • oplysninger om genbrugsmaterialer,
  • og synlige tegn på usikkerhed eller manglende dokumentation.

Konsekvenser for boligejeren: Mangelfulde eller uklare beskrivelser kan føre til enten manglende dækning eller efterfølgende tvister. Noteringer i tilstandsrapporten, bliver derfor afgørende.

Husforsikring og vilkår

Materialevalg kan også få betydning for almindelig husforsikring – særligt for tillægsdækninger som råd, svamp, insektangreb og udvidet vandskade.
Det betyder ikke nødvendigvis afslag, men kan føre til forbehold, højere præmier eller skærpede vilkår.

 

Vil du vide mere

  1. UNEP, Global Status Report for Buildings and Construction – byggeri og CO₂ globalt.
  2. Social- og Boligstyrelsen – byggeriets klimapåvirkning i Danmark.
  3. Forsikring & Pension / Danske Boligadvokater: Forsikringssporet – Den grønne omstilling (2025).
  4. Danmarks Statistik – ejendomssalg og bolighandler.
  5. Boligejer.dk – huseftersynsordningen og ejerskifteforsikring.
  6. Håndbog for husbyggere, findes gratis på: https://www.danskeboligadvokater.dk/publikationer/
  7. Håndbog i projektkøb, findes gratis på: https://www.danskeboligadvokater.dk/publikationer/

 


TILBAGE