Hvem skal betale for den forhenværende lejers manglende vedligehold af erhvervslejemål? | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Hvem skal betale for den forhenværende lejers manglende vedligehold af erhvervslejemål?

23.05.2022 11:20:43

 

Spørgsmål:

Kære BOLIGadvokat

Vi er i gang med at udarbejde en lejeaftale af en butik på Amager og er kommet langt i forløbet.

Udlejer har lige haft gennemgang af lokalerne af håndværkere, og der skal laves en del, herunder bl.a. el, fugt, gulv og kloak. Dette er ikke blevet vedligeholdt i mange år af nuværende lejer.

I går fik jeg en mail fra boligforeningen, som nu foreslår, at vi – som nye lejere – skal betale en del af dette.

Jeg mener, at det alene er en sag mellem nuværende lejer og udlejer.

Vi – som nye lejere – skal overtage lokalerne i “up to date”-stand, og vi forpligter os naturligvis til at vedligeholde lejemålet.

Ved ophør af lejemål, returnerer vi lokalerne i samme stand som ved lejemålets indtræden.

Er dette korrekt? Må udlejer virkelig dette?

Svar:

Kære Spørger

Udgangspunktet er, at en udlejers krav på istandsættelses/udbedringsarbejderne, der udspringer af tidligere lejers forhold og brug, rettes mod denne tidligere lejer, og det vil oftest kun være relevant at inddrage den nye lejer heri, såfremt der er tale om, at den nye lejer er indtrådt i tidligere lejers retsstilling.

Dette kaldes afståelse og er reguleret i erhvervslejelovens § 55, men denne ret kan være begrænset af lejekontrakten.

Såfremt der mellem udlejer og ny lejer etableres en helt ny lejekontrakt, vil det være op til disse to parter at aftale på hvilken måde, under hvilke forhold og til hvilken leje, lejemålet stilles til rådighed. Dette beror således på forhandling.

I forhold til at besvare dit spørgsmål konkret, vil der være behov for at få yderligere indsigt i situationen, herunder allerede gældende aftaler/aftalte forhold og de foreløbige forhandlede vilkår.

Jeg vil anbefale dig at tage kontakt til en BOLIGadvokat, såfremt du ønsker yderligere afklaring af dine muligheder.

Med venlig hilsen

Cecilia Veistrup

Dansk BOLIGadvokat, Hillerød


TILBAGE

Spørg BOLIG-brevkassen

Søg i brevkassen

Køb bolig
Sælg bolig
Andelsbolig
Sommerhus
Nybyggeri/ombygning
Leje
Erhverv
Tvangsauktion
Ejerforhold
Dokumenter
Fejl og mangler
Økonomi
Diverse