Spørgsmål:
Mine forældre opførte for 19 år siden en carport/skur uden at have en bygge tilladelse.
For ca 15 år siden ansøger de om lovliggørelse af det færdige byggeri.
Det skal nævnes at bygningen er 3m høj, og står for tæt på skel.
Efterfølgende har kommunen syltet sagen, de er blevet rykket for en afgørelse flere gange, men sagen strander konstant, og nu er der gået 15 år, og bygningen er stadig ikke godkendt.
Er der en forældelses frist på sådanne sager?
Svar:
Kære spørger,
Som udgangspunkt gælder der ikke en absolut forældelsesfrist i sådanne sager. Når det er sagt, så er en sagsbehandlingstid på 15 uden for enhver rimelighed og formentlig i strid med både forvaltningsloven og de europæiske menneskerettigheder.
For at kunne bedømme sagen bedre, og for at kunne sige mere om, hvad dine forældres retstilling over for kommunen er, bliver det nødvendigt med flere oplysninger.
Der kan f.eks. være bestemmelser i lokalplanen, der har betydning for spørgsmålet. Endvidere er det nødvendigt at gennemgå kommunens sagsbehandling nærmere og indhente kommunens forklaring på forsinkelsen.
Jeg vil derfor råde dine forældre til at kontakte en boligadvokat, der kan undersøge dine forældres sag nærmere.
Med venlig hilsen
Advokat Jesper Graff
Dansk BOLIGadvokat, Ballerup