Hårde hvidevarer ved overdragelse | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Hårde hvidevarer ved overdragelse

02.09.2014 09:23:43

 

Spørgsmål:

Hej,

Vi har solgt hus pr. 01.08.2014. Køber overtog nøglen d. 29.07.2014, hvor mægler var med ude for at overdrage nøglen, samt aflæse el, vand og varme.

D. 12.08.2014, 14 dage efter overtagelsen skriver køber til mægler, at kombiovnen knitrer og at de har fået at vide hos Electrolux, at ovnen ikke må benyttes. Køber kræver derfor af os, at vi skal betale for at få en mand ud for at kigge på ovnen for at se om den kan repareres eller erstatte kombiovnen.

Ovnen har aldrig fejlet noget i de ca. 6 år vi har boet der og vi brugte ovnen så sent som 2 dage før køber fik nøglen til huset. Ovnen er ca. 6 år gammel.

Da vi er overbeviste om, at ovnen ikke fejlede noget, da vi forlod huset, er spørgsmålet om køber har ret til at komme efter 14 dage og kræve at vi enten står for reparation af den eksisterende ovn eller køber en ny til dem? Køber kan jo reelt have benyttet den forkert eller der kan være stået af efter eks. 10 dage.

Er der ikke en regel om at hårde hvidevarer bør tjekkes inden overdragelse af nøglen eller straks efter?

Svar:

Kære spørger,

Ved vurderingen af, om der foreligger en mangel er det ejendommens tilstand på overtagelsestidspunktet, der er afgørende, jf. princippet i Købelovens § 44.

Ifølge retspraksis har køber dog 14-dage til at komme med indsigelser, såfremt der er fejl og mangler ved ejendommen, som må antages forelå inden overtagelsesdagen.

Såfremt det er første gang at køber benytter ovnen, at den går i stykker, så vil udgangspunktet altså være at I skal stille køber som da ovnen virkede – dvs. enten en tilsvarende 6 år gammel ovn, reparation af den eksisterende, eller give en økonomisk kompensation.

Har køber derimod benyttet ovnen flere gange før den gik i stykker, så vil risikoen som udgangspunkt være købers.

Med venlig hilsen,
Jesper Graff
Dansk BOLIGadvokat, Ballerup


TILBAGE

Spørg BOLIG-brevkassen

Søg i brevkassen

Køb bolig
Sælg bolig
Andelsbolig
Sommerhus
Nybyggeri/ombygning
Leje
Erhverv
Tvangsauktion
Ejerforhold
Dokumenter
Fejl og mangler
Økonomi
Diverse