23-07-2010 For høj husleje
Spørgsmål:
Kære BOLIGadvokat. Jeg bor til fremleje i en lille 2V'er i København, og har for nylig lært, at min nabo betaler ca. 1.800 kr. mindre end jeg - og bor i en 3V'er. Jeg har længe haft en mistanke om, at jeg betalte for meget, hvilken blev styrket efter ansøgning om boligstøtte, hvor kommunen foreslog at rejse sagen for huslejenævnet. Dette har jeg af forskellige grunde ikke handlet på, og står nu i en situation, hvor jeg er stærkt afhængig af at blive boende i min fremlejelejlighed, og ved derfor ikke helt hvordan jeg skal håndtere min viden om den høje husleje. Jeg har overvejet at kontakte min udlejer og sige det som det er, men er bange for at blive smidt ud og i det hele taget blive godt og grundigt uvenner med vedkommende. På den anden side vil jeg gerne undgå at betale for meget i husleje. Så hvad er mest hensigtmæsigt at gøre? Mvh. Signe
Svar:
Kære Signe
Nu er jura jo heldigvis ikke alt her i tilværelsen, hvilket dit spørgsmål på alle måder viser.
At du formentlig med fornuftigt resultat kunne indbringe huslejens størrelse for boligretten/huslejenævnet er der nok ikke meget tvivl om, men du har tydeligvis prioriteret det at have et sted at bo højere.
Det skal jeg ikke blande mig i, for det kan du have en mængde gode grunde til.
Det er kun dig selv, der kan afgøre om du også i den nuværende situation vil fortsætte, som hidtil - eller klage.
Du har ikke i dit spørgsmål beskrevet om lejeaftalen er tidsbegrænset og om du eventuelt er afhængig af en forlængelse af en sådan aftale.
Hvis du ikke er det, vil mit råd være, at du retter en henvendelse til udlejer og henviser til det sammenlignelige lejemål, som du er bekendt med, - med en opfordring til udlejer om at se på en regulering af huslejen.
Hvis dette ikke fører til noget positivt, kan du vælge det næste skridt med en klage over huslejens størrelse.
Du kan ikke blive sagt op bare fordi du klager over huslejens størrelse - forudsat naturligvis at du ikke misligholder dine forpligtelser, som lejer i øvrigt.
Med venlig hilsen/Kind regards
Erik Turley, advokat (H)
Dansk BOLIGadvokat, Hillerød
|